Randers Lille Skole

Dansk som andetsprog på Randers Lille Skole

Formålet med undervisningen er, at tosprogede elever på baggrund af deres sproglige og kulturelle forudsætninger tilegner sig færdigheder i at forstå og anvende talt og skrevet dansk.

Undervisningen skal fremme elevernes lyst til at bruge dansk, og den skal udvikle deres bevidsthed om dansk kultur, sprog og sprogbrug samt om sprogtilegnelse.

Undervisningen skal fremme den enkelte elevs personlige og sproglige udvikling og forståelse af samspillet mellem dansk sprog og kultur og elevens modersmål og kulturbaggrund. Undervisningen skal herved bidrage til, at eleven udvikler forudsætningen for en aktiv og ligeværdig deltagelse i skole, uddannelse og samfund.

De centrale kundskabs- og færdighedsområder er:

 Kommunikative færdigheder:  - Det talte sprog

                                                     - Det skrevne sprog

Viden om sprogtilegnelse og egen læring

Sprog og sprogbrug

Sprog, kultur og samfundsforhold

Disse fire områder udvikles som en helhed gennem hele skoleforløbet både i faget dansk som andetsprog, men også i de øvrige fag i tværgående emner og problemstillinger.

Eleverne skal få mulighed for at:

- anvende sproget i samspil med andre og som redskab for læring i og uden for skolen

- anvende indsigt i det at lære dansk og herunder opnå bevidsthed om egen udvikling som bruger af to eller flere sprog

- anvende viden om dansk sprog og kultur og forstå samspillet med eget modersmål og egen kulturbaggrund, således at det kan deltage aktivt og ligeværdigt i skole, uddannelse og samfund

 

På Randers Lille Skole undervises i dansk som andetsprog primært i skolens yngste klasser.

Undervisningen foregår i mindre grupper og tilrettelægges og gennemføres under hensyntagen til den enkeltes behov og niveau.

Undervisningen relaterer oftest til emner fra dagligdagen eller kan være supplement til undervisningen i andre fag.

Der lægges stor vægt på at lytte aktivt til lærerens og andres fortælling, samt at genfortælle indhold typisk ud fra støtte i forskelligt billedmateriale.

I samtaler opmuntres og tilskyndes eleverne til at spørge og til at turde eksperimentere med sproget med henblik på at forstå ord og begreber. Det er hensigten at eleverne erfarer, at de får flere muligheder og nuancer til at forstå sammenhænge og beskrive egne oplevelser og følelser.

Der anvendes forskellige spil, lydmateriale, bøger, elevproduceret og lærerproduceret materiale.