| Randers Lille Skole |
The Mean Green Dream Team eller 9. klasse årgang 2000 - hvad blev der af dem?
Vi møder ofte gamle elever på gaden eller til skolens arrangementer og får her informationer om deres liv efter de har forladt skolen. Det er altid spændende at møde dem, men det er sjældent vi har mulighed for at få informationer om en hel årgang.
På mit gamle grønne hold, der startede i børnehaveklassen i 1991, lavede vi en aftale om at mødes mindst en gang om året. Den aftale har vi holdt, og sidste gang vi mødtes var hjemme hos mig lige op til vinterferien. Der manglede et par stykker på grund af snestormen, men da der var hilsner fra dem, havde jeg her en chance for at finde ud af hvad de går og laver her 5 år efter 9. klasse på Randers Lille skole. Mange af dem valgte at tage 10. klasse enten hos os eller på en efterskole.
Det er stadig en fornøjelse at møde dem, og som I kan se nedenfor er det fortsat en gruppe unge med masser af gang i.
METTE: Tog matematisk studentereksamen i 2003, har været på højskole og starter som lærerstuderende i København efter sommerferien.
RASMUS tog matematisk studentereksamen i 2003, er nu i lære som tømrer og har planer om at blive diplomingeniør efter endt uddannelse.
POUL har været inde og springe soldat og arbejder nu i en børnehave. Han vil gerne tage en uddannelse som pædagogisk medhjælper.
NIELS tog matematisk studentereksamen i 2004, er på højskole nu og søger ind på MGK for senere at søge på Konservatoriet som lydtekniker.
LOUISE tog et år til Australien som udvekslingsstudent, bliver matematisk student til sommer. Hun vil rejse et år i USA og Australien inden hun vil læse molykylærkemi på Universitetet i Århus.
THERESA tager HF til sommer. Vil læse matematik, kemi og psykologi på VUC i Århus, for derefter at læse til læge.
ANJA tog matematisk studentereksamen i 2004 og læser nu til sygeplejerske i Randers.
NADJA tog et år til England som udvekslingsstudent fik HF eksamen i 2004 og startede på sygeplejeskolen, men måtte stoppe på grund af sygdom. Har nu et friår.
SIGNE tog et år til Mexico som udvekslingsstudent, bliver matematisk student til sommer. Hun vil rejse rundt i Sydamerika før hun starter på tolkeuddannelsen på Handelshøjskolen i Århus.
JANE tager HF til sommer og vil derefter enten læse til pædagog eller være ejendomsmægler.
JARL tog et år til Japan og bliver matematisk student til sommer.
MARIE tog sproglig studentereksamen i 2003, var på højskole og læser nu dramaturgi på Århus Universitet.
CECILIE tog på Filmhøjskolen og rejste til New York, hun tager HF til sommer.
DENNIS blev matematisk student 2003 har arbejdet på et børnehjem og vil læse til psykoterapeut.
ASKE (BRANDtoft) blev matematisk student i 2004 rejser lige nu i Sydamerika med Toke. Han vil være rig eller ”brandmand”.
TOKE matematisk student 2003 har arbejdet som kok/lærervikar og rejser nu med Aske i Sydamerika. Vil læse økonomi på Århus Universitet efter sommerferien.
NANNA tog matematisk studentereksamen i 2004, har arbejdet som lærervikar på RLS og på et fritidshjem. Vil være lærer eller studere noget med musik.
ÅHILD blev student i Norge i 2003, vendte tilbage til Danmark og arbejdede. Læser nu på Oslo Universitet for at blive dyrlæge.
SANDRA har et friår hvor hun arbejder hos en frisør og indspiller rap.
Som man kan se er der ikke mange, der har fulgt Bertel Haarders råd om ikke at spilde tiden med at tage en 10. klasse, ikke at bruge tid på højskoler og udveksling i andre lande, komme i gang med at læse i stedet for at arbejde og rejse.
Jeg ville ønske han havde mødt disse unge og set hvordan rejser, højskoleophold, arbejde m.m. havde modnet dem, så de nu alle er parat til bevidst at vælge deres fremtid.
Jeg regner med vi stadig mødes også om 5 år, så det her bliver første indslag i en føljeton om The Mean Green Dream Team - Mean har de nu aldrig været, men de har derimod altid været et Dream Team at være klasselærer for!
Anna Lisbeth