Randers Lille Skole

                                                                                                             19. august 2005

Kære forældre og elever.

 
Så er skolen startet igen og startdagen var heldigvis en af de dage hvor solen skinnede og det var varmt.

Vi mødtes ude i skolegården omkring det store kastanjetræ, hvor alle nyansatte bliver budt velkommen og må op på bænken rundt om træet for at gå en forevisningsrunde.

I år drejede det sig om Lene Rasmussen, som er klasselærer for grønt hold, og Anette Jespersen, som bl.a. bliver dansk lærer på gult hold. Derudover Maryan som er startet hos os som rengøringsassistent på fuld tid.

Jeg bød også velkommen til de 10 nye elever som sammen med 8 gamle udgør vores 10. klasse i dette skoleår, og i den anden ende velkommen til de børnehaveklasseelever, som var til stede (officielt  starter de først et par dage senere end de andre).

Derefter stillede Bent og Mikkel sig op, fik alle eleverne til klassevis at danne kæde omkring træet og så sang vi skolesangen af Carl Scharnberg med musik af Bent Kallehauge og sluttede med ”Vågn nu op af dine drømme”. En dejlig dag og en god start.

For de af jer som vil spørge efter Flamme, må jeg desværre stadig sige, at hun endnu ikke er raskmeldt. Flamme har altid kørt med stor fart og været meget engageret i skolen og eleverne, men hun har desværre også betalt en pris i form af det vi i vore dage vil kalde udbrændthed. Det kan være frygtelig svært at komme tilbage på ret køl efter sådan et forløb, men vi håber det bedste for Flamme.

Igennem mange år har man på skolen snakket om at samle skolen på Tøjhushavevej. Vi befinder os i 3 bygninger og specielt afstanden mellem U26 og resten af skolen har været længere end den bare rent fysiske afstand.

Hvor ville det være rart, hvis vi var tættere på hinanden. ”Så kunne vores gårdvagtsordning blive meget bedre og så kunne vi også få tid til at snakke mere sammen i løbet af dagen” har det lydt fra de lærere, som befandt sig på Udbyhøjvej.

”Kan vi ikke samle alle klasserne på den samme matrikkel og stadig bevare det nære miljø for børnene”? har været replikken i situationer, hvor arbejdspresset har været højt og behovet for sammenhæng og samvær udtalt.

Mange planer har cirkuleret og der er blevet holdt mange møder, hvor fordele og ulemper er trukket frem og mange spørgsmål er stillet.

En af ulemperne er den mindre plads børnene får at være på. Det vil kræve omtanke i forbindelse med etablering af området omkring Lindehuset, så legemulighederne bliver så gode som muligt.

Vi har nu valgt den løsning, at vi vil forsøge at samle alle klasser på Tøjhushavevej .Vi har købt en stor pavillon, som vi vil stille op i den bagerste del af Lindehaven. Her skal 1. og 2. klasse holde til og børnehaveklassen skal så være i T30.

Det vil betyde at billedfag skal rykke ud og flytte op på Udbyhøjvej, som i tiden fremover  skal indrettes som et hus, hvor alle vores kreative valgfag og liniefag – i første omgang billedfag, musik og syværksted - kommer til at høre hjemme.

Hvad det kan udvikle sig til, ved jeg ikke endnu, men rammerne er i hvert fald til stede for en spændende, ny placering de kreative fag og vi har alle muligheder for at indrette os ud fra de drømme vi har.

Sådan et forløb tager sin tid. I første omgang skal vi have flyttet rundt og tilrettet de forskellige lokaler, så det kan fungere.

Næste fase bliver at finde ud af hvordan vi så kommer videre. Den fase kræver en grundig forberedelse med hjælp fra arkitekter og andre rådgivere, som kan hjælpe os frem til det rigtige resultat. Tidshorisonten er uklar, men vi skal i hvert fald ikke forhaste os.

Hele den proces skaber flere spørgsmål, end der er svar på. Hvordan skal flytningen foregå? Hvordan skal legepladsen se ud? Hvornår skal det ske?

Noget kan besvares nu og noget må vente, til vi ser hvordan området udvikler sig og hvilke behov, der dukker op, som tiden skrider frem.

Området bag Lindehuset skal klargøres, så bygningen kan hejses ned og stå klar til efter efterårsferien (hvis alt går vel!).

Først skal området ryddes, der skal graves ud og der skal støbes fundament. Det starter firmaet Henning Bak med på mandag den 22. august og de skal være færdige den 16. september.

Der etableres afspærringer omkring byggeriet og det betyder også, at cyklerne ikke kan sættes hvor de plejer, men skal sættes i skolegården på begge sider af plankeværket op til basketballbanen.

Gode ideér og arbejdskraft er nødvendig, så jeg håber der er nogle af jer forældre, som vil være med til skabe de nødvendige forandringer af omgivelserne på Tøjhushavevej, når bygningen er færdigopstillet. Der vil blive indkaldt til et informationsmøde omkring første del af projektet i løbet af 2-3 uger og der er mange områder, hvor vi kan bruge hjælp:

Hvis nogen allerede nu kan sige, at det vil de meget gerne være med til, så ring til skolen.

Ove (bestyrelsesformanden) vil meget gerne have nogle til at hjælpe sig med at demontere pavillon, så den er klar til transporten. Har man lyst og tid til det, kan man henvende sig til ham på tlf. 8640 4206 eller mobil 5124 0412. 

Klaus