Pædagogisk/administrativ beretning

ved den ordinære generalforsamling

på Randers Lille Skole, mandag den 31. marts 2008

Indledning.

Denne beretning vil i stort og småt gengive mine indtryk fra året der er gået siden sidste generalforsamling. På nogle områder vil det billede jeg tegner ikke være fyldestgørende nok og på andre er det mere end rigeligt, men jeg håber de tilstedeværende vil kommentere den, så billedet kan blive så nuanceret som muligt på denne generalforsamling.

Mit udgangspunkt vil denne gang være at forsøge at besvare spørgsmålet: hvordan har livet formet sig siden sidst? Hvad har fyldt hos os og hvad vil fremtiden bringe?

Ude fra og ind.

Når vi møder forældre, som gerne vil have deres børn ind på skolen, er det som regel skolens ry og indstilling til hvad vi mener der er godt for børn i deres opvækst og skolegang, de fremhæver. Alle har lagt mærke til vores udbud af kreative fag og de værdier, der ligger bag ved. Alle har bidt mærke i at vi også lægger vægt på en udvikling af børnenes færdigheder og kundskaber, så de kan fungere i samfundet og på samfundets vilkår.

Alle har lagt mærke til at vi sætter målene om positive oplevelser i samarbejde og gensidig respekt mennesker imellem højt.

Men vi bliver også flere gange end tidligere mødt med spørgsmål om, eller en kommentering af, hvor skolens elevers karakterniveau ligger. Tydeligheden af at vi befinder os i et måle- og dokumentationssamfund bliver større og større.

Vi ligger lunt i svinget hvad angår karaktergennemsnit til de offentlige prøver, så der behøver vi ikke at være bekymret, men vi har dog alligevel vores betænkeligheder.

Vi vil gerne kunne undervise vores elever på en måde, så de både får de specifikke færdigheder og en viden, som tilfredsstiller de vejledende læseplaner og som gør dem i stand til at klare sig godt karaktermæssigt til prøverne, men vi vil så frygtelig gerne også bibringe dem en forståelse for sammenhængskraften fagene imellem og oplevelsen af, at fordybelsen og en kreativ leg med fagenes virkemidler kan bringe dem op på et højere bevidsthedsniveau.

Det sidste har vi gennem længere tid været overordentlig bekymret for skulle gå hen og blive fortrængt i iveren efter at tilfredsstille kravene til prøverne og kravene om at kunne dokumentere, at vi nu også gør som vi skal.

Vi bliver udsat for et stort pres når ord som test, prøver, beskrivelser, referater, protokolføringer af undervisningstilbud, indberetninger til diverse offentlige instanser, hjemmesidedokumenteringer fyger os om ørerne fra medierne, e-mails og andre skrivelser til skolen og nu taler jeg kun om forhold, der berører undervisningssiden.

På det økonomiske og administrative område kunne jeg tilsvarende give en lang liste af lige så presserende krav, men jeg gider ikke!

Jeg er ved at være så træt og ked af alle de bureaukratiske spændetrøjer, mistillidsgivende dokumentationskrav og juridiske, spidsrodsagtige tilstande vi løbende skal indrette os efter, at jeg flere gange, når bølgerne går højt, har befundet mig i en tilstand af mismod, utilstrækkelighed, mistende evnen til at se målet og meningen med det jeg gør og det jeg skal leve op til, - at drive en skole hvor lysten til at lære og modet til at møde og nyde livet burde være det mest fremtrædende element i skoledagen.

Hvad er det dog der sker? Det er jo ikke bare mig der har det sådan. Jeg kan se det og genkende frustrationerne, mismodet og stresssymptomerne utroligt mange steder. Og råbene om anerkendelse gjalder fra snart sagt alle kroge af det offentliges – statens og kommunernes arbejdspladser.

Får man den ikke kan man da altid manifestere sig ved at kræve det mest forståelige og håndgribelige substitut for anerkendelse, nemlig en større lønningspose. Men er det nok? Jeg mener det ikke. Jeg synes at kunne se en rød tråd gå igennem det hele, som måske kan give et fingerpeg om hvor roden til alt det onde ligger.

Det Offentlige – det store dyr i åbenbaringen – har altid skullet spare, og der har altid ligget en undertone om, at alle, der arbejder for det offentlige, ikke forvalter talenterne (henvisning til den bibelske betydning af ordet) godt nok.

I rationalitetens hellige navn skal alle helst være ansvarlige overfor hele systemet og helst kunne påtage sig så meget ansvar, at der kan spares en mellemleder eller to hist og pist. For nu så samtidig at sikre, at ”kvaliteten” stadig er i orden skal alle så også lige sørge for at indberette gennem en velunderbygget dagbog til ledelsen, at man gør arbejdet godt nok.

Det er et udtryk for MISTILLID og den rene PARADEFORESTILLING, når man tvinger folk til at bruge kræfter på det. Så mange kræfter, at det daglige arbejde måske ikke kan udføres tilfredsstillende – i hvert fald ikke hvis man selv skal vurdere, men det offentlige får sin dokumentation. Skulle noget gå galt, kan det altid trække en eller anden protokol frem og hævde, at det og det mangler og at man oppe fra kan vaske sine hænder. Operationen er lykkedes, men patienten dør.

Hos os har vi haft forrygende travlt med at skulle præstere en i bund og grund ligegyldig dokumentationsadfærd og samtidig bevare optimismen og fastholde vores egne ide’er og principper, som ligger til grund for det, der er kernen i vores arbejde med børn og deres udvikling.

Kan vi se meningen? Kan vi komme igennem? Ja, selvfølgelig kan vi det, men det koster. At have travlt er i orden, men skrammerne kommer, når mistilliden og kontrol signalerer, at man ikke gør tingene godt nok, ikke er ansvarlig o.s.v. Så nedbrydes de personlige forsvarsværker og overblikket forsvinder langsomt, men sikkert.

Vi har været igennem hele møllen. Heldigvis er der mange dygtige og livserfarne kolleger på skolen, som også har set det før og prøvet det før. For en gangs skyld er jeg lidt glad for  vendingen: ”Det har vi prøvet” – underforstået at så skal vi ikke på den galej igen. Vi har set det før, men det har stået på længe, trykket er stort og stadig vedvarende og silken er blevet slidt!

Hvor er vi så på vej hen? Vi har hos os tilpasset os og rettet ind så meget, at vi måske også er blevet lidt for tilpasset efter nogles mening, men jeg tror ikke vi er på vej til at ligne noget man også kan få i folkeskolen, langt fra.

Vi finder vore egne veje, som altid har været de sjoveste og mest givende, og vi tror på at vores elever lærer det de skal alligevel. På trods. Vi vil altid befinde os på et højere niveau end folkeskolen i kraft af et ambitiøst og kreativt personale, engagerede forældre og vigtigst af alt, når vores traditioner og værdier er intakte og i god behold.

Hvad er der ellers at sige om os selv siden sidste generalforsamling?

Vi indgik sidste år en aftale med UU Randers om at udlåne Anni halvtids som skolevejleder. Det har nu varet knap et år og det lader til at fungere tilfredsstillende for alle parter. Det har været lidt af et eksperiment, som vi er glade for kan lade sig gøre. Kunsten er at få Anni´s halve skema til at fungere til alles tilfredshed. Det er lykkedes indtil nu og med nogle justeringer på baggrund af dette års erfaringer, tror jeg også det vil lykkes igen til næste år.

Tøjhushavevej blev ensrettet og fik ændrede parkeringsforhold og selvom der er befærdet om morgenen, afvikles afleveringen af børnene rimeligt fornuftigt. Mange forældre parkerer i de tilstødende gader og får på den måde lidt motion før dagens arbejde, når de sammen med deres børn nærmer sig skolen i et ”sjælden følger med” tempo. Det kan kun anbefales til efterlevelse eller oplevelse for dem som endnu ikke har prøvet det.

En næste byggeetape blev startet med udførelse af tegningerne til et forbedret miljø omkring børnehaveklassen og SFO’en. Beslutningen blev taget om at starte byggeriet og arbejdet sat i licitation.

Bestyrelsen nåede lige inden sommerferien at sætte deres underskrifter på en låneansøgning, som gjorde at vi på baggrund af licitationen kunne vælge det billigste tilbud og lade det starte. Hurtigt var området igen plastret til med kørerampe fra vejen, byggehegn, mandskabs- og materiel skure og masser af aktivitet. Tidsplanen blev overholdt langt hen ad vejen, og murer-, tømrer- og malerarbejdet blev afleveret til tiden. VVS arbejdet og til dels elektrikeren måtte have et par måneder mere end aftalt, men nu er det færdigt og vi må sige at have fået gode forhold for bh. klassen, SFO’en og køkkenværkstederne. Så tror jeg også vi holder en pause med de større byggerier. Nu skal vi til at indrette og forfine og nyde de nye forhold.

Internt i huset har skoleåret været levende – måske også lidt usædvanligt p.g.a. 2 barselsvikariater. Det er længe siden skolen har oplevet det blandt de kvindelige fastansatte, men det vidner samtidigt om, at livet leves hos os. Gamle holder op, nye træder til og tager over. Sammenholdet på skolen er godt, udskiftningen forholdsvis lille og generationsskifter tænker vi over, så forbindelsen med det gamle bevares og beriges med nye, unge kræfter.

Selvom vi altid skal være forberedte på pludselige forandringer på personalesiden, så virker det som om kontinuiteten, skolens sjæl og normer bevares og lever videre.

Tidligere års frustrationer over de udefra kommende krav og følelsen af mere og mere at blive fastlåst og kørt op i en krog er, som jeg ser det og føler det, blevet erstattet af en større afslappethed og gryende vilje til at tro på at vores livssyn og pædagogiske holdninger og værdier stadig er livsduelige og værd at kæmpe videre for. Jeg tror at det næste år på mange måder vil vise, at vi kom styrket ud af mødet med kontrol og dokumentationssamfundets snærende bånd. Følelsen af negativitet bliver ændret ved at følge et mere økonomiserende, selektivt reaktionsmønster, som lader os bruge kræfterne på det, der er relevant og brugbart for os, og så begrænse det, som virker håbløst eller grænsende til det tåbelige.

Hvad skal vi så ”lege” med det næste år? Hvad er gennemført inden næste GF?

På EDB siden har vi fået den nye windows platform til at fungere. Vi har 2 lokaler forsynet med tynde klienter, der altid er opdateret og fungerer. Vi har et tilstrækkeligt antal bærbare computere, som supplement til elevernes egne medbragte, som langsomt, men sikkert er ved at indfinde sig.

Vi har fået den første interaktive tavle i det nye naturfagslokale, som nu er blevet indrettet til værksted for fysik, kemi, biologi og geografi.

Billedfag har endelig fået deres billedredigerings faciliteter i orden og musik er blevet udvidet til at have 3 områder: det gamle øverum, et nyt lokale ved siden af med lydstudiefaciliteter og endelig den gamle gymnastiksal, som også inddrages til musiske experimenter. Hvornår det historiske navn ændres må de musikalske aktiviteter og form afgøre.

Forandringer sker tit i små spring. De behøver ikke være store og iøjnefaldende og mens de foregår er de ofte en del af dagligdagen, så man må bevæge sig væk for at få dem på afstand, for rigtigt at fornemme eller opdage dem. Det er en god ide´ at gøre det en gang imellem og i det næste år har vi været ude af huset flere gange. Resultatet vil blive en mere strålende skole og arbejdsplads, som demonstrerer balancens kunst. En balance er ikke statisk! Den er kun i stand til at eksistere på baggrund af en række reaktioner og justeringer på begyndende ubalancer.

Således også Randers Lille Skoles cykelstil; om det er i et adstadigt, roligt eller hæsblæsende tempo afhænger af vind, vejr og temperament, men fremad kommer vi.

Denne beretning har været både bagud vendt, lidt navlebeskuende og så fremadrettet.

Hvert år er den blevet dannet som et resultat af hændelser og problematikker i det forgangne og forventninger om det kommende baseret på og farvet af mine sanser.

Den lægges hermed ud til forsamlingen og til eventuelle senere læsere.

Al feedback eller fortolkninger modtages gerne, når blot de er givet i den bedste hensigt og tro på, at vi alle vil det bedste for skolen og dens last af elever, forældre og personale.

Tak til alle for året der gået og i spændt forventning imødeser jeg næste års beretning hvor negative besværligheder viste sig at blive til positive udfordringer.

Hermed overgives beretningen til forsamlingens kommentarer.

Klaus Krusell