Randers Lille Skole

Grønt hold – 9. klasse årgang 2000 – hvad blev der af dem?

Så skete det igen. Grønt hold årgang 2000 kaldte til julefrokost hos Nielses forældre, som altid lægger hus til. Nanna og Niels havde fundet frem til gamle klassekammerater, som nu er spredt over hele kloden.

Det var, som vi lige var vendt tilbage efter en sommerferie. Poul og Rasmus kom som sædvanlig for sent. Dennis og Signe mundhugges og Theresa sørgede for at maden blev arrangeret smukt og ikke blot smidt på bordet.

Der er dog sket noget - maden havde de selv lavet. Det var ikke længere mors mad, men Maries smarte salat, Louises flotte pizzasnegle m.m., så Pouls Netto pålæg vandt ingen kokkehuer. Bordpynten var også flot arrangeret af Anja. Der var stil over dem.

Tøjet og håret var arrangeret parat til at blive vist i byen senere på natten.

Min plads var som altid for bordenden med udsyn til disse smukke unge mennesker - herligt.

Der var hilsner fra dem, der var forhindret i at deltage. Fra Åshild, som stadig læser til læge i Berlin, og ikke kunne komme på grund af eksamen. Mette der var ude at spille med sit nye pigeband. Nadja der havde besøg fra England. Toke havde sendt os en mail fra Hong Kong og fra Cecilie i New York var der også en hilsen. Så alle var til stede på hver deres måde.

Jeg skulle jo egentlig fortælle om deres videre liv efter Randers Lille Skole, men efter at have været sammen med dem, har jeg fundet ud af, at det ikke var deres uddannelser, der fyldte i deres liv, men deres manglende held med at finde kærester. Mange af dem klagede over deres liv som singler, lige bortset fra Louise, Signe og Dennis, der lige havde fundet den store kærlighed, og så var der naturligvis også mange, der stadig holdt fast i deres gamle kærester.

Der var mange, der var i gang med en uddannelse, nogle havde ændret studieretning siden sidst og flyttet rundt. De fleste var flyttet fra byen.

Niels spiller stadig musik og har fået udgivet en cd. Han har job ved siden af, så han har noget at leve af, mens han venter på at blive kendt. ( Han er en kommende stjerne siger Aske).Han bor nu i Århus, men er på vej hjem til Randers.

Nanna læser til lærer og bor i Århus. Hun har dansk, musik og billedkunst som speciale.

Signe læser spansk og kommunikation på Handelshøjskolen. Hun rejser til Mexico til januar, hvor hun har fået stipendiat til at læse et halvt år på et universitet i Guadalajara.

Toke er i Hong Kong hvor han snart har opholdt sig et halvt år, han har også fået stipendiat til at læse økonomi. Han tager en rundrejse i Østen inden han kommer hjem.

Marie er snart færdig med bachelor i dramaturgi og skal til København og studere videre. Hun arbejder i en børnehave for at tjene til studierne.

Dennis er snart færdig som pædagog, men vil ikke arbejde som pædagog, så han regner med at læse videre som pæd. psyk.

Aske er flyttet til Aarhus hvor han læser molekylærbiologi, men han har ikke helt opgivet sin drøm om at blive brandmand.

Poul er på svejserkursus, og bruger sin fritid på springgymnastik.  Han bor stadig i Randers.

Rasmus inviterede alle til svendegilde til september 2008, hvor han bliver færdig som tømrer.

Jane bliver færdig som pædagog i 2009. Hun skal i praktik i det kommende år. Hun vil gerne arbejde med handicappede.

Anja arbejder, men vil læse videre som pædagog i det nye år – eller måske shipping trainee - det overvejer hun stadig.

Theresa er på højskole nu, men flytter til Århus for at læse matematik og fysik, for bagefter at læse til læge.

Louise læser til læge, men er i tvivl, og vil måske springe på sygeplejeuddannelsen i stedet for. Hun vil bruge julen til at tænke.

Nadja er flyttet til Grenå, hvor hun har købt hus og bor med sin kæreste. Hun arbejder som social -og sundhedshjælper.

Jarl er lige flyttet til Malmø, han arbejder i en bank i København. Han er blevet valutaspekulant.

Cecilie er blevet gift og bor med sin mand i New York. Hun kommer 3 mdr. til Danmark efter jul.

Åshild læser til læge i Berlin men ville gerne læse i Danmark.

Sandra er blevet væk, ingen havde hørt fra hende det sidste år.

Det er herligt at få lov til stadig at følge med i deres liv her 7 år efter. Der er masser af gang i dem stadig. De flytter rundt, prøver uddannelser af og bliver mere og mere voksne. Næste år bliver de første færdige med deres uddannelser og mon ikke de sidste finder ud af hvilken uddannelse, der passer netop til dem.

Vi holder ny klassefest næste år, så får jeg svar på mine spørgsmål. Jeg glæder mig allerede til at møde dem igen.

Anna Lisbeth - gammel klasselærer